top of page

Setting

Høstspillet er et scenarie om De Underjordiske - de, der bor i feverdenen, Underverden. Her bor alle de overnaturlige væsner; feer, nisser, trolde, alfer, elvere og mange flere. Langt de fleste mennesker, som bor i Oververdenen har ingen kendskab til eksistensen af De Underjordiske, og de som har, har for længst fortrudt det.
Den største gruppe af væsner i Underverdenen er feerne. Disse har med tiden inddelt sig i såkaldte hof. Hoffene har sine egne særpræg og værdier, og langt de fleste tager ære i det hof de tilhører.

 

Til scenariet vil man enten kunne spille en menneskesjæl eller fe.

Menneskesjælene er enten herreløse eller bundet til en fe.
Feerne er fra tre hof; Sommerhoffet, Vinterhoffet og Det grå Hof.

Mennesker

185A1287.jpg

Vigtigst af alt; Menneskesjælene er IKKE døde og på vej til efterlivet. Du spiller et levende menneske, kidnappet og hentet til feernes verden - så du har stadig rigtig meget at vinde, men også hele dit liv at tabe.

Som menneskerolle kommer du til enten at spille et moderne menneske, eller en af tre protektorer, som allerede tilhører og ejes af feerne, og har været det i årtier, hvis ikke århundreder.

Kostumeforslag vil fremgå af din rolle, dog kan en guideline være, at ejerløse sjæl = 1960 → nutid og protektorer 1300 → 1900)

Er du ejerløs menneskesjæl, da vil du ankomme sammen med Høsteren og indgå i auktionen. Dit spil vil fokusere på overgangen fra ejerløs til ejet, og alt hvad der hører sig til af dilemmaer, knuste drømme, ønsker og aftaler.

Er du protektor, da vil du være et vigtigt bindeled mellem feerne og de ejerløse mennesker. En af ‘goderne’ ved at tjene en fe, er at mennesket får et unaturligt langt liv. Dit spil vil være centreret omkring menneskets plads i feernes verden, og din rolle vil byde på, at du er mentor for ejerløse sjæle og du selv er ejet af et hof.

Sommerhoffet

De bor i Underverdenen, og har gennem en æra været i overtal blandt feerne. De praler med at være det stærkeste hof, men de ved også at overmod gør tåbelig.  De er stolte, men afmålte. De pryder sig med deres trofæer, for at vise deres styrke og kundskaber, men tager kun hvad de har brug for, og ikke en tøddel mere. De er handlekraftige og det hele handler om den gode historie, man kan være hovedpersonen i.

IMG_6776 (1).jpg
185A1491.jpg

Vinterhoffet

De bor i Underverdenen og er et eksklusivt hof, der hellere vil være få og stærke, end mange og overflødige.
De har en tiltro til at alle har deres plads, og du skal kende din egen, før du stræber efter noget mere. Grådighed leder til manglende fokus, så man skal sætte sig et mål og opfylde det. Dét er ægte triumf. De har en tro på at belønning aldrig gives uopfordret. Dét er almisser. Derimod skal belønning kræves, for du skal kende dit værd, og du vil betales - fortjener du prisen vil du få den.

Det Grå Hof

Dette hof er specielt, for i modsætningen til de to andre, så bor hoffets medlemmer i Oververden- i menneskenes verden.

De ser skønhed i forfald, og er nysgerrige af natur. De finder glæde i det modbydelige, veludførte drilleri, og ser ingen grund til at prale, for det leder blot til, at man skal bevise. Og beviser er mangel på tillid.

De kan ofte fremstå konfrontatoriske, og selvom de er gode til at stikke en kæp i de fornemme feers selvværd og lege, så kender de til, respekterer og overholder traditionerne. De er trods alt feer.

DetGråHof1.jpg
Disclaimer1.jpg

Disclaimer
lore og fiktionsramme

Fiktionen som vi spiller i, har sin inspiration fra mange forskellige kilder. Den endelige udformning er sammensat og skabt af Mads og Bjørn-Morten, så kendskab til de forskellige legender, overtro, eventyr og myter er ikke nødvendigt for at deltage. Scenariet er ikke ment som et sted hvor man kan flashe og overrumple alle med sin fe-viden. Vi har skabt en helt ny lore, så det ikke stjæler fokus fra scenariets egentlige formål; karakterens historie.

Du finder derfor al den nødvendige viden i din rolle og i baggrundsmaterialet til scenariet.

Overblik over spillet

Høstspillet er en tilbagevendende, årlig begivenhed i den Underverdenen, som foregår ved efterårsjævndøgn. For feerne er Høstspillet en samling af flere vigtige begivenheder. Den vigtigste begivenhed burde være overdragelsen af magt mellem hoffene, men det er tydeligt,

at det i stedet er auktionen og fordelingen af menneskene, som har solgt deres sjæle til underverdenen.  Alle de andre begivenheder skal også ordnes, men det er slet ikke ligeså sjovt som auktionen.

Indtil magten bliver overdraget er ingen stridigheder tilladt, og bliver straffet med døden;

​

  • Sommerhoffets sidste bal (fredag aften)

  • Optakt til Auktionen (lørdag)

  • Auktionen og fordeling af sjælene (lørdag)

  • Overdragelsen af magt (lørdag aften)

  • Vinterhoffets første bal (lørdag aften)

Sommerhoffets sidste bal

185A2286 (1).jpg

Scenariet starter med et velkomstbal, hvor feerne har danset med hinanden, sludret og sladret, og været dem selv. I løbet af det sidste bal ankommer Høsteren med sjælene, og interessen falder omgående på de mange menneskesjæle. De er herligt skræmte, så nydelige og skal inspiceres. Nok se, ikke røre, men spørgsmål er vel okay? 

Optakt til auktionen

Noget af det vigtigste for menneskerollerne er, ikke at blive solgt til den forkerte fe. Vil de virkelig sælges til den, som de har slået en handel af med? Bliver de solgt til en anden, så skylder de jo ikke deres ejer noget.

Men mennesker har ikke ret lang tid til at nå at påvirke nogle af de andre feer inden auktionen, så de skal arbejde hurtigt, hvis de skal nå at være interessante at købe. Og nogle mennesker har måske det falske håb at de kan slippe fri. Det kommer ikke til at ske, men menneskets vilje er jo fri, så de kan jo tro hvad de vil.

For feerne er det vigtigste der sker, op til auktion, at menneskene bliver værdisat af taksatorerne. Reelt i spillet afhænger prisen dels af menneskets evner, f.eks. kunstner, advokat eller måske kriger, og dels af social status, f.eks kongelig, borger eller rakkerpak. Andre faktorer, som hvordan mennesket fik solgt sin sjæl og til hvem, kan også have betydning for prisen. 

Auktionen

På selve auktionen sælges hver sjæl til højestbydende efter en simpel mekanik.
Der er kun en budrunde. Den der byder højest vinder sjælen.

Fordelingen

Efter auktionen skal sjælene fordeles. Nogle er købt privat af en fe, andre er købt af et hof. De sjæle som er købt af et hof, skal fordeles internt i hoffet, og det gøres på forskellige måder, alt efter hoffet.

Det er ikke tilladt at lægge beslag på mere end to sjæle, da det er direkte grådigt. Og en grådig fe er en dårlig fe.

185A1879.jpg
OverdragelsenAfMagt.jpg

Overdragelse af magten

Dette markerer Sommerens slutning og slutningen på  Høstspillet. Her overdrages magten fra Sommerhoffets leder til Vinterhoffets. Det sker magisk ved et ritual, og der afgives løfter for det næste halve år.

​

Vinterhoffets første bal

Dette er den sidste chance for at danse og føre sig frem, og vise sine sjæle frem. Og det er sidste chance for de menneske der måske er havnet ved en uheldig ejer, at nå at føle sig lidt fri, inden de tages væk herfra for at tjene deres nye ejer…

bottom of page